Vejledning til producenter
Har du som producent brug for at vide mere omkring hvordan glutenfri skal deklareres, så tjek fødevarestyrelsens hjemmeside.

Som producent har du også mulighed for at få licens til at det internationale logo for glutenfrie produkter. Du finder mere information om det her.

Vejledning til restauranter og bagerier

I køkkener/bagerier, hvor der produceres glutenholdige fødevarer, vil der uundgåeligt være en øget risiko for at ”forurene” den glutenfrie produktion. Derfor er det vigtigt, at tage nogle forholdsregler.

Der er yderst vigtigt, at man sikrer sig, at alle borde, redskaber, forme og emballage, der anvendes ved tilberedning af glutenfrie fødevarer, er fuldstændig rengjorte og fri for spor af rug-, byg-, havre-, og hvedemel (inkl. spelt). Overholdes dette ikke, kan det få katastrofale følger for cøliakere, selv små mængder har stor betydning.

Risikofaktorer i forbindelse med produktion af glutenfrie fødevarer:

Råvarer

Glutenfri råvarer skal altid opbevares adskilt fra glutenholdige produkter og forsvarligt emballeret, eksempelvis i en lufttæt beholder.

Engangsforme, emballage og lignende bør ligeledes opbevares adskilt fra den glutenholdige produktion, eksempelvis i aflukkede poser.

Tilberedning

Det mest optimale er at producere de glutenfrie fødevarer i lokaler, der ligger adskilt fra køkkenets/bageriets øvrige produktion. Er det ikke muligt, er det i stedet vigtigt, at produktionsstedet er grundigt rengjort, før den glutenfrie produktion påbegyndes, samt at ingen glutenholdig brødproduktion udføres samtidig.

Undgå brug af maskiner, der ikke kan rengøres tilstrækkelig.

Vær desuden opmærksom på, at hænder, hår og arbejdstøj er rent og fri for melstøv.

Varmebehandling/bagning/stegning/kogning

De glutenfrie fødevarer/brød bør ikke bages i en ovn samtidigt med glutenholdige fødevarer, medmindre de glutenfrie fødevarer/brød tilberedes i aflukkede forme med et tætsluttende låg.

Til bageplade skal der anvendes bagepapir.

Ved stegning og kogning skal olie/vand/friture samt redskaber være fuldstændig rent og uden rester fra glutenholdige produkter. Det betyder at en friture olie der har været brugt til panderet mad kan ikke bruges til at tilberede glutenfri mad.

Pakning/afdækning

Glutenfri fødevarer skal afdækkes/pakkes straks efter tilberedning.

Brug en ren brødkniv på et rent skærebræt eller lad kunden skære brødet selv. Der må ikke anvendes skæremaskine til glutenfrit brød, da disse næsten er umulige at få helt rene for brødkrummer.

Glutenfrit brød pakkes hurtigst muligt i tætsluttende poser for at mindske enhver ”forureningsrisiko”. Ved udsalg er det ikke sikkert nok at udstille brødene på øverste hylde. Glutenfrit brød skal opbevares i lukkede poser.

Mærkning af ingredienser

For mennesker med cøliaki er det vigtigt at kende indholdet af en glutenfri fødevare, ikke mindst på brødprodukter. Ideelt set bør der påsættes en varedeklaration på den glutenfrie fødevare. Er dette ikke muligt, kan det være tilstrækkeligt med en kortfattet liste i nærheden af brødet.

Forvent at en cøliaker spørger ind til ingredienserne af produktet.

Servering

Ved servering eller opdækning er det vigtigt at glutenfrie produkter holdes adskilt fra de glutenholdige produkter. Fx må glutenfrit brød, boller ikke ligge sammen med glutenholdigt brød og boller.

Brug en ren brødkniv på et rent skærebrædt eller lad kunderne skære brødet selv. Der må ikke anvendes skæremaskine til glutenfrit brød, da disse næsten er umulige at få helt rene for brødkrummer.

Der bør bruges smør som udelukkende er stillet frem til cøliakere, idet smøret ellers forurenes, hvis man bruger det til at smøre på glutenholdigt brød og boller.

 

Liste over glutenholdigeprodukter og en positiv-negativ-liste

    28-05-2018 18:30

    Den 28. maj afholder Kvickly i Skive og repræsentanter for Dansk Cøliaki Forening en forbrugeraften om glutenfri mad

    02-06-2018 10:00

    Lær at bage glutenfrit brød - både godt og sundt!

    02-06-2018 11:00

    Kom med på en oplevelsesrig tur til Peberdalsgård, hvor vi ikke blot skal tæt på bisonokser men også smage på dem... 

    08-09-2018 16:00

    Sæt kryds i kalenderen

    22-09-2018 10:00

    Lær at bage glutenfrit brød - både godt og sundt!