Vedtægter
VEDTÆGTER, (Kobæk Strand, Skelskør den 19. april 2009)
Navn og hjemsted
§ 1. Foreningens navn er Dansk Cøliaki Forening (DCF)
§ 2. Hjemstedet er foreningens kontor
Formål
§ 3. Foreningens formål er at varetage cøliakipatienters særlige interesser.
Stk. 2. Foreningen driver informations- og rådgivnings-virksomhed, især over for nye medlemmer, om sygdommens fysiske, sociale og økonomiske konsekvenser og varetager udadtil medlemmernes økonomiske interesser i relation hertil.
§ 4. Til opfyldelse af formålet kan foreningen bl.a.:
1. arbejde for at udbrede kendskabet til sygdommen og patienternes vilkår,
2. arbejde på at få øget udvalget af glutenfrie produkter i ind- og udland, herunder at skabe såvel praktiske som økonomiske muligheder for den enkelte cøliakipatient og dennes familie for at leve et så normalt liv som muligt,
3. arbejde for bedre og klarere varedeklarationer, især for fødevarer og medicin.
4. støtte og indtræde i organisatorisk forbindelse med foreninger, som bl.a. virker til opfyldelsen af DCFs formål.
5. søger og samarbejder med læger og diætister, i relation til rådgivning og oplysning omkring cøliaki og kan yde økonomisk støtte inden for foreningens interesseområder
Medlemmer
§ 5. 1. Som aktive medlemmer kan optages enhver myndig person med cøliaki eller
dermatitis herpetiformis, børn under 18 med værges accept samt enhver
med tilknytning til eller interesse for disse lidelser.
2. Som medlemmer kan optages virksomheder eller foreninger, der ønsker at
støtte Dansk Cøliaki Forening med økonomisk bidrag.
3. Medlemskab under stk. 2, tilsendes Dansk Cøliaki Forenings medlemsblad –
CøliakiNyt. Medlemskab giver ikke stemmeret, ikke adgang til generalfor-
samlingen og ikke adgang til hjemmesidens medlemsforum.
§ 6. Medlemmer der har kommercielle interesser indenfor cøliaki og glutenfri produkter, samt medlemmer under § 5 stk. 2, er ikke valgbare til bestyrelsen. De kan heller ikke varetage andre tillidsposter i udvalg, i lokalafdelingerne eller som kontaktpersoner.
Organisation
§ 7. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, hvortil alle medlemmer har adgang og taleret.
Stk. 2. Stemmeret på generalforsamlingen har betalende medlemmer jfr. § 9 stk.3.
Stk. 3. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts/april. Bestyrelsen indkalder med mindst 4 ugers varsel ved medlemsbrev eller meddelelse i ”CøliakiNyt”.
Stk. 4. Det tilstræbes at den ordinære generalforsamling afholdes på skift i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Tid, sted og nærmere program fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 5. Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Regnskab
4. Fastsættelse af kontingent
5. Valg
6. Indkomne forslag
7. Eventuelt
Stk. 6. Imellem generalforsamlingerne ledes foreningen af en på generalforsamlingen valgt bestyrelse på 5-9 medlemmer. Bestyrelsen ledes af formanden, som vælges særskilt af generalforsamlingen for to år. De øvrige 4-8 medlemmer af bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for to år. Efter tur afgår hvert år halvdelen af bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær. Formand, næstformand og kasserer udgør forretningsudvalget, som er bemyndiget til at træffe beslutninger på bestyrelsens vegne mellem bestyrelsesmøderne. Generalforsamlingen vælger hvert år to suppleanter til bestyrelsen for et år. Til at revidere foreningens regnskab vælger generalforsamlingen hvert år en statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 8. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 14 dages varsel af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en trediedel af medlemmerne over for bestyrelsen fremsætter begæring herom. I sidstnævnte tilfælde skal bestyrelsen udsende mødeindkaldelse senest 14 dage efter at betingelsen for at generalforsamlingen kan forlanges indkaldt, er indtrådt.
§ 9. Forslag til den ordinære generalforsamling fremsættes skriftligt til bestyrelsen senest 3 uger inden afholdelsen af denne.
Stk. 2. Vedtagelser på generalforsamlingen sker med almindelig stemmeflerhed. Enhver stemmeberettiget kan begære skriftlig afstemning.
Stk. 3. Der kan afgives stemme ved fuldmagt. Hvert medlem kan højst medbringe 3 fuldmagter.
Aktivgrupper
§ 10. Der kan dannes aktivgrupper under hovedforeningen.
§ 11. Aktivgrupperne fastsætter selv deres arbejdsform. Evt. vedtægter forelægges DCF til godkendelse.
Stk. 2. Aktivgrupperne kan varetage lokalt betonede opgaver.
Bestyrelsen
§ 12 Bestyrelsen varetager foreningens og medlemmernes interesser til fremme af foreningens formål og repræsenterer foreningen udadtil.
Stk. 2. Bestyrelsen har inden for formålet forhandlingsret over for offentlige myndigheder, andre organisationer, samt sygehusenes læger eller andre enkeltpersoner, der kan have betydning for foreningens opfyldelse af sit formål.
Stk. 3 De nærmere regler for bestyrelsens arbejde fastsættes af bestyrelsen i dens forretningsorden.
Stk. 4. Bestyrelsen kan antage lønnet medhjælp.
§ 13. Bestyrelsen hjælper og rådgiver aktivgrupperne.
§ 14. Formanden leder bestyrelsens forhandlinger. Til hvert bestyrelsesmøde udsendes dagsorden, og der udfærdiges et referat, der på næstfølgende bestyrelsesmøde forelægges bestyrelsen til godkendelse og underskrift.
§ 15. Der kan ydes bestyrelsen og foreningens konsulenter godtgørelse for udgifter i forbindelse med deres hverv.
§ 16. Foreningen tegnes af formanden i forening med kassereren. Formanden og kassereren kan i fælles skab meddele et bestyrelsesmedlem, ansatte eller medlemmer af foreningen, prokura indenfor nærmere fastsatte grænser.
Regnskab og økonomiske forhold
§ 17. Regnskabsåret er kalenderåret. Bestyrelsen har ansvaret for at det reviderede regnskab foreligger til godkendelse på generalforsamlingen. Årsregnskabet offentliggøres på hjemmesiden (medlemsområdet) senest 1. marts i det kalenderår, der følger efter regnskabsåret. Opstilling vedrørende det godkendte årsregnskab offentliggøres i CøliakiNyt.
Særlige bestemmelser
§ 18. Foreningens revisor skal foretage kritisk revision med hensyn til foreningsmidlernes anvendelse, herunder navnlig påse at der ikke anvendes midler til andet end foreningens drift og inden for dens formål.
§ 19. Foreningen kan modtage bidrag af enhver art, herunder offentlige tilskud og testamentariske gaver.
Stk. 2. Bestyrelsen er berettiget til at tiltræde eller afslå betingelser for et tilskuds eller en gaves anvendelse.
§ 20. Et medlem kan af bestyrelsen fratages sit medlemskab, hvis medlemmet i ord eller gerning klart modvirker foreningens formål.
Stk.2. Afgørelsen kan indankes for den førstkommende generalforsamling. Det ekskluderede medlem skal underrettes om afholdelsen.
Stk. 3. På forslag af bestyrelsen kan en generalforsamling med 75% majoritet ekskludere et medlem, der efter generalforsamlingens skøn virker ødelæggende på samarbejdet eller fordrageligheden i foreningen.
Stk. 4. Bestyrelsen kan suspendere et medlems rettigheder, dersom et medlem ikke inden en frist på en måned fra skriftligt påkrav berigtiger sin kontingentrestance. En suspension kan først ophøre, når restancen er betalt, med mindre bestyrelsen på grund af særlige omstændigheder eftergiver restancen.
§ 21. Ændringer i nærværende vedtægter kan kun ske på en ordinær generalforsamling. Almindeligt stemmeflertal skal da være afgivet til fordel for ændringsforslaget.
Stk. 2. Et forslag om foreningens opløsning kan kun bringes til afstemning på en ekstraordinær generalforsamling, som skal være indkaldt med dette som eneste emne. Vedtagelse skal ske med mindst 75% af de afgivne stemmer for forslaget.Den ekstraordinære generalforsamling har pligt til at træffe beslutning om bortskænkning af foreningens eventuelle formue til sygdomsbekæmpende formål.
Revideret på Dansk Cøliaki Forenings generalforsamling på
Kobæk Strand, Skelskør den 19. april 2009
Marc Schade Poulsen, dirigent Casper Pihl Rasmussen, formand